Mit navn er Anette Ørskov. Jeg er dybt fascineret og optaget af livet og af den færd det enkelte menneske er på igennem livet.
Jeg er optaget af, hvad vi kommer af, og hvor vi er på vej mod. Optaget af hvordan vi bringer os selv i balance samtidig med, at vi rækker ud efter det, som er sandt for os inderst inde.
Min oplevelse af menneskelivet er, at vi gennem vores krops smerter og længsler kaldes af vores indre til at bevæge os mod det som er sandt for os. Vi kaldes til at bringe os selv i balance. Det kan være smertefuldt at opleve sig væk fra sig selv eller ude af balance. Og det kan være ret udfordrende at bringe sig i balance, fordi det ofte betyder, at vi må træffe valg, der enten strider mod forventninger til os selv eller strider mod forventninger fra vores omverden.
Siden 2015 har jeg lavet Qi Gong sammen med Jette Brink. “Qi Gong” betyder bevægelse af Qi.
Qi Gong er en kinesisk form for fysisk og meditativ træning, der fokuserer på kroppen som et energetisk system. Gennem Qi Gong træningen er fokus at skabe balance mellem krop og sind – Yin og Yang.
Privat bor jeg sammen med min mand, og vi har hver vores børneflok. Vi har stadig mine børn boende hjemme, men det varer ikke længe før, at den del af vores liv ligger bag os, fordi børnene har nået den alder og er blevet unge voksne <3
Min klinik er beliggende i vores skov-have, der ligger med “ryggen” op mod en flere tusinde år gammel skov i Midtjylland. Min egen og flere af min klienters oplevelse er, at man mærker skovrummets stilhed inde i klinikken. Man mærker, at det er væk fra hverdag og krav, og det er dels virkelig dejligt, men også virkelig godt for den helings proces, som arbejdes med.
Der er mange muligheder for gåture i det store skovområde bag vores sted. Området hedder Nordskoven.